Information

Hilsen fra Køge Fjernvarme
Årshilsen til kunderne

2017 har været et travlt år, hvor vi har fået en lang række nye kunder. Vi har gennem hele året haft sikker forsyning og pålidelig drift af det stadig forholdsvis nye fjernvarmesystem i Køge.

Blandt årets hovedaktiviteter er, at vi har fået en ny varmeleverandør på banen. Lige efter årsskiftet er vi i stand til at udnytte overskudsvarme fra CP Kelco - varme som tidligere blev kølet bort. Vi forventer en varmelevering fra CP-Kelco på 148 TJ/år.

Kunder

Pr. 15. november 2017 er status for Køge Fjernvarme, at der er tilsluttet 257 kunder og 331 målere med en samlet varmebehov på 92.000 MWh/år.

I løbet af året er følgende nye storkunder tilsluttet - placeret ved CP-Kelco og Transportcentret.:

  • Medicinalvarelager Nomeco One med et årligt varmebehov på 855 MWh.
  • Post nord med 994 MWh/år
  • TPL lagerhus med 1063 MWh/år

Øvrige kunder:

  • Der er i 2017 konverteret 75 kunder med 93 målerinstallationer med et samlet varmebehov på 13.000 MWh/år

Fjernvarmsystemet

Der er ved årsskiftet lagt ca. 64 km dobbeltrør i Køge. Der har i 2017 ikke været mange store opgravninger, da de fleste hovedledninger er lagt, hvorimod der vi har arbejdet på at udbygge med så mange stikledninger på som muligt. Derudover har der været gang i en del nybyggeri - nemlig et større nybyggeri nær rådhuset og togstationen, og der er blevet opført nye lejligheder i ”Køge Kyst” ved henholdsvis Søndre Badevej og Strandpromenaden.
Ravnsborg Syd er også i 2017 blevet udstykket med parceller, som er blevet udlagt som lavtemperaturområde med et fremløb på maksimalt 55 grader celsius.

Nettab

I 2017 var nettabet 8,3 %. Vi arbejder hele tiden på at reducere tabet, så vi leder mindst mulig varme ud til gråspurvene. Dette gøres via vores SRO-anlæg ved at optimere på tryk og temperaturer. Vi skal sikre balancen mellem, at kunderne præcis sikres den efterspurgte varme ved det rigtige tryk og temperatur – men heller ikke mere end det efterspurgte.
Der bliver selvfølgelig også stillet krav til vores rørleverandører om kvalitet og isoleringsevne på vores fjernvarmerør. Vi skal have de bedste forudsætninger, når vi vælger typen af fjernvarmerør, som vil ligge i jorden i de næste 50 år i Køge.

Anlægsarbejde

  • Der har været omlægningsarbejde af fjernvarmeledningen på Stensbjergvej i forbindelse med udvidelsen fra to vejspor til fire vejspor
  • Der var i august en større aflukning af fjernvarme grundet en fejl i fjernvarmerøret på Ranunkelvej. Mange kunder havde desværre ingen varme, men afbrydelsen var kortvarig, da arbejdet med at udskifte fjernvarmerøret forløb planmæssigt - og nok så vigtigt til tiden.

Kundeservice

Vi har igen i år gjort en stor indsats for at servicere vores kunder bedst muligt. Vi har blandt andet etableret en vagtordning for Køge Fjernvarme, som sikrer, at forsyningssikkerheden er meget høj 24-7 - 365 dage om året.

  • Derudover er der oprettet en sms-serviceordning, som sikrer direkte og hurtig kontakt med vores kunder ved driftsforstyrrelser, og der er sket forbedringer af hjemmesiden med tilgang/portal til egne faktura og målerdata.

  • Vi har igen i år været rundt og servicere vores kundeanlæg med gode råd til varmemestre og privatkunder om en energirigtig og økonomisk drift.

  • Vi har også haft fokus på kundernes returtemperatur. Der er via målerdata trukket lister månedligt over kunder med en for høj returtemperatur. Listerne har været et væsentligt værktøj til at hjælpe kunderne med en hurtig indsats og samtidig sikre, at Køge Fjernvarme udnytter varme optimalt - til gavn for vores kunder og miljøet.

  • Vi vil i år gøre specielt opmærksom på VEKS/Køge Fjernvarmes kurser i fjernvarme. Kurserne kan sammensættes frit og er særligt tilrettelagt til varmemestre og driftspersonale. Kurserne handler om drift & vedligehold af større fjernvarmeanlæg eksempelvis varmt brugsvand, energistyring/regulering, radiatoranlæg, tilslutningsprincipper, fjernvarmekomponenter ventilation med meget mere. Det koster 300 kr. pr. kursusdag. Læs mere om uddannelsestilbuddet på VEKS’ hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig et eller flere kurser:

Til slut vil vi ønske alle Køge Fjernvarmes kunder et godt nytår!

Med venlig hilsen

Lars Gullev
Distributionschef, Køge Fjernvarme