Miljø og klimaforhold

Lokalt klima- og miljøregnskab

For lokalsamfundet i Køge Kommune vil konverteringen til fjernvarme betyde en klimamæssig CO2-gevinst, der stor set svarer til gevinsten ved indregning af det kvoteregulerede marked, idet CO2-emissionerne fra en reference med kondenserende naturgaskedler vil blive erstattet af den næsten CO2-neutrale fjernvarme. Det forudsættes i denne betragtning, at elproduktionen og dermed luftemissionerne fra Køge Kraftvarmeværk er uændrede, idet overskudsvarmen ellers ville blive udledt i Køge Bugt. Det forudsættes ligeledes, at de lokalegasfyrede motoranlæg fortsætter uændrede som i dag.

Forskellen i forhold til ovenstående kvoteregulerede marked er det nybyggeri, der tilsluttes fjernvarme i stedet for eldrevne varmepumper i referencen. Her kan Køge Kommune indregne CO2-besparelsen ved at reducere det lokale elforbrug, der ellers ville komme i referenceudviklingen, hvor der antages installeret eldrevne varmepumper i nybyggeri.

Når CO2-besparelsen for elforbruget skal beregnes, kan der vælges forskellige CO2-emissions-faktorer alt efter om hele det Nordeuropæiske elsystems marginale CO2-emissionsfaktor inddrages som i Energistyrelsens samfundsøkonomiske fremskrivninger, eller om der alene betragtes en prognose for CO2-emissionerne i Østdanmark f.eks. efter en metode som Københavns Kommune benytter i deres klimaplanlægning.

CO2-besparelserne ved at benytte fjernvarme i stedet for eldrevne varmepumper i nybyggeri kan således variere fra 2.000 til 7.000 tons/år alt efter hvilken beregningsmetode og prognose, der tages i anvendelse. Dette skal adderes til de ovennævnte 37.500 tons /år sparet CO2, der hidrører fra sparet naturgas, hvorved referencens samlede CO2-emission vil andrage 40-45.000 tons/år ved fuld udbygning.

Projektforslagets naturgasfyrede spidslastanlæg antages modsat at bidrage med op til 5.000 tons/år, som den samlede CO2-besparelse skal reduceres med. Samlet set vil Køge Kommunes lokale CO2-emissioner ved fuld udbygning af projektforslagets fjernvarme blive reduceret med ca. 40.000 tons CO2/år i forhold til referencen, hvor eksisterende byggeri i stedet for fjernvarme antages at få installeret kondenserende naturgaskedler, og hvor nybyggeri får individuelle varmepumper med et supplement på 15 % solvarme. Udviklingen i CO2-emissionerne i hhv. projektforslag og reference er vist i nedenstående figur 10. De samlede emissioner af CO2 samt af SO2 og NOx er i tabel 11 summeret over den 20-årige driftsperiode.

Download miljødeklarationen for hovedstadsområdet


 

Miljøgevinst

Køges daværende borgmester Marie Stærke sagde i 2011: - Ikke alene sikrer vi de kommende kunder en høj forsyningssikkerhed, men vi mindsker også Køges udledning af CO2 ved opvarmning med op til 40.000 ton om året. Det svarer omtrent til, hvad 4.000 borgere i gennemsnit udleder totalt på et år. Dermed bliver projektet et væsentligt bidrag til Køge Kommunes klimapolitiske målsætninger.

Download miljødeklarationen for hovedstadsområdet

Projektforslag

Læs rapporten bag Køges fjernvarmeforsyning: 
Projektforslag vedrørende fjernvarmeforsyning af Køge by og omegn

Kilde: Køge Kommunes hjemmeside