Udgivet 5. oktober 2026
Stigende renter og omkostninger har ændret økonomien i den planlagte fjernvarmeudbygning omkring midtbyen i Køge. Køge Fjernvarme er i dialog med Køge Kommune om muligheden for at få annulleret det nuværende projektforslag og samtidigt undersøge, om et nyt projektforslag kan gennemføres på et økonomisk bæredygtigt grundlag.
Da planerne om udbygning af fjernvarme til områderne K05 (Kvarteret vest for Ringvejen), K06 (Kvarteret øst for Ringvejen) og K08 (sydvest for åen) blev godkendt i 2021, så både renter, priser og vilkår for fjernvarmeudbygning anderledes ud end i dag.
Siden er omkostningerne steget, og renten alene er steget med mellem 2 og 3 procentpoint. Det har stor betydning for fjernvarmeprojekter, som kræver store investeringer og skal finansieres over mange år.
Derfor vil Køge Fjernvarme anmode Køge Kommune om, at det eksisterende projektforslag for K05, K06 og K08 annulleres.
”Vi vil gerne udbygge fjernvarmen til flere borgere i Køge, men det kræver, at økonomien hænger sammen. De forudsætninger, projektet blev godkendt på i 2021, har ændret sig markant. Derfor mener vi, at det er rettidig omhu at stoppe det nuværende projekt og undersøge, om vi kan skabe et nyt projekt på et mere solidt økonomisk grundlag,” siger distributionschef i Køge Fjernvarme Danny Coordt-Watz.
Nye projekter skal have en sund økonomi, før de igangsættes
Køge Fjernvarme er underlagt et hvile-i-sig-selv princip. Det betyder, at selskabets udgifter i sidste ende skal dækkes af fjernvarmekunderne. Derfor er det afgørende, at nye udbygningsprojekter har en sund økonomi, der kan bære investeringen.
”Vi bør ikke gennemføre et projekt, fordi det engang er blevet besluttet. Når priser og renter ændrer sig så markant, er vi nødt til at regne på det igen. Vores ambition er at finde en løsning, hvor vi både kan udbygge fjernvarmen og samtidig passe på økonomien for vores kunder,” siger Danny Coordt-Watz.
Et nyt projektforslag vil kunne tage højde for de aktuelle priser samt vilkår og samtidig åbne for muligheden for at søge tilskud fra fjernvarmepuljen.
Hvad betyder det for borgerne?
Når projektforslaget for områderne annulleres, betyder det samtidigt, at alle eksisterende aftaler for området annulleres, og den tilhørende tryghedsordning ikke længere er gældende. Når et nyt projektforslag er klar og godkendt, vil det være muligt for beboere at tilmelde sig på ny og til nye betingelser.
En annullering af det nuværende projektforslag betyder ikke, at borgerne i områderne aldrig får fjernvarme. Køge Fjernvarme arbejder videre med at undersøge mulighederne for et nyt projektforslag og forventer at have et nyt projektforslag klar i løbet af 2027.
”Målet er fortsat at kunne tilbyde fjernvarme i områderne. Først skal vi finde en model, som er økonomisk ansvarlig og holdbar – både for de kommende og de nuværende fjernvarmekunder,” siger Danny Coordt-Watz.
Ved spørgsmål eller ønske om yderligere kommentarer, kontakt distributionschef Danny Coordt-Watz på tlf. 4364 4400 eller mail koegefjernvarme@veks.dk.